Baggrundsmateriale til elever og lærere

Fairplay i idrætten

Til eleverne finder du en masse baggrundsmateriale, som du kan plukke i til din undervisning. Materialet er fyldt med virkelige eksempler, der fungerer som inspiration til at arbejde med fairplay i din klasse. Baggrundsmaterialet består af artikler og videoer som du kan bruge i undervisningen eller give for som lektier. Nederst finder du læringsmål samt en introduktion til undervisningsmaterialet 'Fairplay i idrætten'.

Til eleverne

Tekst og videoer om Den Olympiske Ed

Den olympiske ed blev aflagt første gang ved de Olympiske Lege i Antwerpen 1920.
Siden legene i Tokyo i 1964 har det heddet det olympiske løfte. En deltager på værtsnationens hold aflægger på samtlige deltagende idrætsudøveres vegne det olympiske løfte i forbindelse med åbningsceremonien. Udøveren holder i et hjørne af det olympiske flag, mens løftet fremsiges. Fra Vinter OL 2018 aflægges et fælles løfte for udøvere, dommere og trænere/officials.

På dansk aflægges det olympiske løfte således: En repræsentant siger deres specifikke linje:

Det olympiske løfte:
“På vegne af alle atleter”
”På vegne af alle dommere”
”På vegne af alle trænere og officials”
Atleten reciterer herefter på vegne af alle de tre kategorier:
“ Lover vi at deltage i disse olympiske lege med respekt og lydighed over for de regler, der styrer dem, og i ånden af fairplay. Vi forpligter os alle til sport uden doping og snyd. Vi gør det for at hædre sporten, til ære for vores hold og i respekt for de grundlæggende olympiske principper. ”

Læs løftet:
https://www.olympic.org/athlete365/news/athletes-take-the-lead-for-opening-oaths
Se aflæggelsen af det olympiske løfte fra OL i London, England i 2012:
https://www.olympic.org/videos/opening-ceremony-the-olympic-oath

Tekster med eksempler på fairplay ved OL

En sølvmedalje for et liv
Ved OL i Seoul i Korea i 1988 deltog den canadiske sejler Lawrence Lemieux. Under OL-konkurrencen ligger han til at vinde en sølvmedalje, da han opdager, at en af hans konkurrenter, en sejler fra Singapore, er faldet ud af sin båd.

Det ser ud til, at han er kommet til skade og har svært ved at holde hovedet over vandet. Lawrence forlader konkurrencen for at redde sin konkurrent op af vandet. Han taber derfor andenpladsen og ender som nummer 22 i den endelige placering.

I stedet for sølvmedaljen fik Lawrence Lemieux under afslutningsceremonien Pierre de Coubertin-medaljen for fairplay.

Det længste spring
Ved OL i Berlin i Tyskland i 1936 deltager Jesse Owens, en atletikstjerne fra USA. Hans største konkurrent ved OL i Tyskland er den tyske udøver Luz Long, der er favorit til at vinde guld i længdespring.

Jesse overtræder begge sine to første længdespring og får fejl. Overtræder han også sit tredje forsøg, er han ude af konkurrencen. Luz går over til Jesse og præsenterer sig selv. Han foreslår, at Jesse skal prøve at rykke starten på sit tilløb tilbage, så han kan sætte af et godt stykke bag afsætsplanken og dermed få noteret et gyldigt spring. Jesse springer så langt, at han uden besvær vil kvalificere sig til finalen, selvom han sætter af før planken.

Rådet virker, og Jesse fejler ikke sit sidste spring. Jesse ender med at tage guld i finalen og ovenikøbet slå Luz’ rekord. Luz er den første, der lykønsker Jesse med sejren, og de to går fra banen arm i arm.

En stav til hjælp
Ved vinter-OL i Torino i Italien i 2006 står canadiske Sara Renner sammen med sine holdkammerater til at vinde kvindernes holdsprint på langrendsski. Pludselig knækker hendes venstre skistav. Tre andre skiløbere kører forbi hende, og i løbet af få sekunder ser det ud til, at hendes løb er slut.

Den norske langrendstræner Bjørnar Håkensmoen træder frem og rækker Sara en skistav, så hun kan fortsætte. Det ender med at gå så godt, at det canadiske hold vinder en sølvmedalje trods den knækkede stav.

Bjørnar fortryder efterfølgende ikke, at han gav staven til Sara. Han så en skiløber i problemer og havde midler til at hjælpe.

”Vi prøver at leve efter den olympiske ånd. Uden den er vi i store problemer. Hver skiløber, hver holdkammerat fra Norge følger den. Hvis du vinder, men du ikke hjalp en anden person, da du burde, hvad er titlen så værd?” sagde Bjørnar.

Guld i modstandernes båd
Ved OL i Beijing i Kina i 2008 fører de danske sejlere Jonas Warrer og Martin Kirketerp inden den afgørende finalesejlads. Vejrforholdene er kaotiske, og danskernes mast knækker på vej ud til starten på finalesejladsen.

Mens de to sejlere kæmper for at reparere masten, bliver sejladsen udsat pga. voldsom regn og vind. Da sejladsen endelig går i gang, står de to danske sejlere fortsat på land, og håbet om medaljen svinder ind.

De to kroatiske sejlere Pavle Costa Kostov og Petar Cupac er ude af konkurrencen, og danskerne låner deres båd. De kommer meget for sent til starten, men det lykkes Jonas og Martin at komme over målstregen som nummer 7 i sejladsen. Det giver nok point til, at de kan fastholde førstepladsen og vinde OL-guld foran Spanien og Tyskland.

Flere hold protesterer, herunder spanierne, mod at danskerne ureglementeret har lånt en båd. Protesterne bliver dog afvist, og det ender med guld til danskerne.

Gode eksempler – Årtiers fokus på fairplay har virket (Politiken, 2012)
http://politiken.dk/sport/fodbold/art5408354/Gode-eksempler-%C3%85rtiers-fokus-p%C3%A5-fairplay-har-virket

Spillede ikke – fik fairplay-pris (Ekstra Bladet, 2012)
http://ekstrabladet.dk/skolefodbold/nyheder/sjaellandmidt/article4751727.ece

Konsekvens af manglende fairplay: Arsenal spillede kampen om (Politiken, 2012)
http://politiken.dk/sport/fodbold/art5418005/Konsekvens-af-manglende-fairplay-Arsenal-spillede-kampen-om

 

Links til videoer om fairplay

Usportslig optræden i fodbold: https://www.youtube.com/watch?v=7VQDkBn0st0

De bedste fairplay-øjeblikke fra OL i Rio, Brasilien i 2016: https://www.youtube.com/watch?v=dCVlRFWOjgE

Hjælp til at komme over mållinjen: https://www.youtube.com/watch?v=liCRrheKIOI

Fem olympiske øjeblikke: https://www.youtube.com/watch?v=6AkjRbSj6W4

Bliv stående! Så det andet hold kan score: https://www.youtube.com/watch?v=yJ-Xx12SfY0

Irske fans synger for deres fodboldlandshold, selvom det taber 4-0 til Spanien: https://www.youtube.com/watch?v=fZmYv6kDutw

Islandske fans hylder deres fodboldlandshold, selvom de er slået ud af EM 2016 efter de tabte i kvartfinalen til Frankrig med 5-2: https://www.youtube.com/watch?v=_i5kY4H6oRs

Fodboldlandsholdsspillere sætter ord på værdier og retningslinjer: https://www.dbu.dk/Nyheder/2017/August/players_code_of_conduct

Børn forklarer Fair Play: https://www.youtube.com/watch?v=fYpsUB7wAfk

Ungdoms OL om værdier og fairplay: https://www.youtube.com/watch?v=Vy9a-z946Rg&feature=player_embedde

 

Hvad er fairplay?

I Skole OL studiet interviewer to elever løberen Mathilde og svømmeren Daniel om deres oplevelser med fairplay i deres sport:

Diskussionspørgsmål om fairplay

  • Hvad er din definition af fairplay?
  • Hvilke værdier forbinder du med fairplay?
  • Hvad betyder fairplay for dig?
  • Kan du give eksempler på fairplay?
  • Har du selv oplevet fairplay?
  • Kan du give eksempler fra idrætten, hvor der var usportslig optræden (det modsatte af fairplay)?
  • Har du oplevet usportslig optræden?
  • Er der forskel på fairplay blandt eliteidrætsudøvere, som dem vi f.eks. ser til OL, og børn, der dyrker idræt og f.eks. deltager i idrætsstævner med skolen?
  • Kom med eksempler på fairplay, i rollen som:
    • Deltager i idræt (over for medspillere og modstandere)
    • Tilskuer
    • Dommer
    • Træner
    • Forælder
    • Lærer

Til Læreren

icons/goals.png

Læringsmål

Efter 5. klasse:
Eleven kan deltage aktivt i idrættens kultur og fællesskab (kompetencemål), herunder følgende færdigheds- og vidensmål:

  • Eleven kan samtale om tabe- og vindereaktioner
  • Eleven har viden om tabe- og vindereaktioner
  • Eleven kan udvise samarbejdsevne i idrætslige aktiviteter
  • Eleven har viden om ansvar og hensyn i idrætsfællesskaber
  • Eleven kan handle i overensstemmelse med fairplay
  • Eleven har viden om fairplay

Efter 7. klasse:
Eleven kan analysere idrætskulturelle normer, værdier og relationer (kompetencemål), herunder følgende færdigheds- og vidensmål:

  • Eleven kan analysere normer og værdier i idrætskultur
  • Eleven har viden om normer og værdier i idrætskultur.

Introduktion til materialet 'Fairplay i idrætten'

I idrætsaktiviteter fra skolegård til forening, fra barn til voksen og fra bredden i den lokale idrætshal til eliten på tv opstår situationer, der vedrører fairplay. Målet med dette undervisningsmateriale er at komme tættere på fairplaybegrebet ved at give mulighed for at diskutere nogle af de vanskelige situationer, der kan opstå i idrætsmæssig sammenhæng, samt at opfordre til at skabe en idrætskultur, hvor fairplay indgår.

Overordnet handler fairplay i idrætten om respekt for reglerne, for idrætten og for alle på og uden for banen. Alle har et ansvar for, at såvel træning som konkurrence afvikles på en god og ordentlig måde. Udøvere, trænere, ledere, lærere, forældre, tilskuere, dommere osv. har alle ansvar for at sikre fairplay i idrætten.

Der opstår løbende vanskelige situationer i idrætten, hvor fairplaydiskussionen bliver relevant, f.eks.:

  • Hvor går grænsen mellem at juble over en sejr og at hovere?
  • Hvordan er man en god holdkammerat?
  • Må man tabe med vilje for at få en lettere modstander i næste runde?
  • Hvor går grænsen for at sætte det stærkeste hold og at give plads til alle udøvere?
  • Må man tage doping for at blive hurtigere eller stærkere?
  • Hvordan skal man tackle det, hvis man er utilfreds med en dommers kendelse?
  • Hvad er okay og ikke okay at råbe fra sidelinjen som holdkammerat eller tilskuer?

Dette er blot for at nævne nogle eksempler på situationer i idrætten, hvor fairplay kommer i fokus.

Materialets opbygning

Undervisningsmaterialet ’Fairplay i idrætten’ består først og fremmest af en række cases, som tager afsæt i situationer, som lærere og elever har oplevet i forbindelse med Skole OL. Under fanen Cases finder du syv temaer, som hver indeholder tre cases. Temaerne er:

  • Rollen som medspiller
  • Rollen som modstander
  • Opførsel på banen
  • Opførsel uden for banen
  • Rollen som tilskuer
  • Respekt for regler
  • Når voksne snyder

Materialet består udover cases af praktiske øvelser til idrætsundervisningen. Dem finder du under fanen Øvelser. De praktiske øvelser danner afsæt for debat og diskussion af fairplay.

Til sidst finder du også et baggrundsmateriale om fairplay i form af videoer og artikler fra virkeligheden. Dem finder du på denne side under Til Eleverne. Disse kan indgå i undervisningen eller bruges som lektier forud for undervisningen.

Det varierer, hvor meget tid den enkelte skoleklasse har til at gennemføre et forløb om fairplay. Undervisningsmaterialet er derfor opbygget, så du kan plukke de øvelser og cases ud, som du vil bruge i dit undervisningsforløb. Brug Byg-selv-funktionen her på platformen til at sammensætte dit forløb med de cases og øvelser, der passer til din undervisning.

Undervisningsmaterialet lægger op til, at det er muligt at arbejde med fairplay i såvel klasselokalet som i idrætsrammerne.

Eksempel på forløb

Et eksempel på et forløb kunne være at tage udgangspunkt i temaerne ‘Rollen som tilskuer’ og ‘Opførsel uden for banen’.

  1. Start med at introducere eleverne til fairplay ved at vise dem videoer fra baggrundsmaterialet. Vis fx de to videoer, der handler om opbakning fra hhv. de irske og islandske fans. Eleverne kan også få det for som lektier, at de skal se de to videoer.
  2. Gennemfør herefter øvelsen ‘Rollespil med tilskuere’ og brug de tilhørende refleksionspørgsmål som introduktion til den efterfølgende diskussion.
  3. Diskuter nu en eller to cases fra temaet ‘Opførsel uden for banen’.
  4. Afslut med en generel diskussion af begrebet fairplay. Brug fx diskussionspørgsmålene på denne side (find dem under Til eleverne).

information

icons/terms.png

Fagudtryk

  • Fairplay: Overordnet handler fairplay i idrætten om respekt for reglerne, for idrætten og for alle på og uden for banen. Alle har et ansvar for, at såvel træning som konkurrence afvikles på en god og ordentlig måde. Udøvere, trænere, ledere, lærere, forældre, tilskuere, dommere osv. har alle ansvar for at sikre fairplay i idrætten.