Afsætsrytme



Udstyr
- 3 kegler
- 15 tøndebånd

Læringsmål
Eleverne skal lære den rigtige rytme i tilløbet lige før afsættet til et længdespring.
Introspørgsmål
- Hvordan er det bedst at gøre, lige før man skal sætte af i længdespring: tage et meget langt skridt lige før afsættet eller tage et kortere skridt lige før afsættet?
- Prøv at forklare hvorfor.
Find den rigtige rytme
I skal dele jer i tre lige store hold.
Sammen med jeres lærer skal I lave tre rækker af tøndebånd med fem tøndebånd i hver række. Læg tøndebåndene med ca. en halv meters afstand mellem hvert.
- I skal nu jogge/løbe meget roligt hen til det første tøndebånd.
- Tag to korte skridt inde i tøndebåndet.
- Hop over i det næste og tag her igen to korte skridt.
- Hop over i det tredje tøndebånd og tag igen to korte, hurtige skridt. Osv.
- Gennemfør tre runder, så I alle sammen lærer rytmen at kende.
Flyt nu tøndebåndene, så der er 1 meter mellem hvert tøndebånd og gør det samme – altså to korte, hurtige skridt i tøndebåndene og et spring hen i det næste tøndebånd.
Prøv tre-fire runder, så I får styr på det. Øg nu afstanden mellem tøndebåndene til ca. 1,5 meter og gennemfør igen tre runder.
Sammen med jeres lærer skal I nu lave tre forskellige baner med tøndebåndene:
- En bane med en halv meter imellem tøndebåndene
- En bane med en meter imellem tøndebåndene
- En bane med 1,5 meter imellem tøndebåndene
I skal finde den bane, som passer bedst. Gennemfør 3-5 runder mere, hvor I:
- Starter med skiftevis højre og venstre ben ved keglen, så det er forskellige ben I sætter af med i tøndebåndene
- Sæt mere fart på tilløbet
- Hold farten gennem HELE banen
- Hop så højt som muligt mellem tøndebåndene så I næsten får en fornemmelse af at ”svæve” et kort øjeblik.
Se også aktiviteterne Længdespring og “Rigtig længdespring”.
Refleksion
- Hvilken runde fungerede bedst for jer – den første, den anden eller den tredje?
- Hvordan oplever I afsættet, når I tager to korte, hurtige skridt i tøndebåndet, inden I sætter af?